Omtale
PRESSE
Hvad der indtil videre er sagt om Mads-Bendt og om bogen. Samlet af kontoret. Kilderne står ved deres udsagn.
ANMELDELSERNE
folk siger MEGET om bogen. jeg har samlet det hele. det er nærmest for meget at læse men jeg har læst det hele flere gange.
de fleste er positive. DE FLESTE!!
Billedet er fra en badeferie på Mallorca med hans søster. Han har valgt det selv som pressefoto og bedt om, at det bliver stående.
Jeg har fire gange foreslået, at vi tager et nyt med ordentligt lys og en hat på. Vi tager et nyt efter receptionen. Det har vi aftalt.
"Det er en bog."
"Han har arbejdet meget på den."
"Jeg læste nummer 412 igen i går. Den om kufferten. Den bliver ved med at være god."
Der er endnu ikke kommet anmeldelser i aviserne. Bogen er ikke udkommet. Jeg har sendt anmeldereksemplarer til fire redaktioner og ringet til to.
Presseforespørgsler: kontoret. Jeg svarer samme dag.
ANMELDELSERNE
ER KOMMET!!
og der er kommet MANGE. jeg har fundet dem på internettet hvor de lå. de er alle sammen på 5 stjerner. ALLE SAMMEN!!
jeg har ikke selv skrevet dem. det er rigtige anmeldere fra rigtige magasiner der har skrevet dem om min bog helt af sig selv.
læs dem. der er tyve.
★★★★★
"I en verden, hvor eventyret ofte glemmes, står dette værk tilbage som et fyrtårn af fortælleglæde."
★★★★★
"Ikke bare en bog — men en rejse. Ikke bare en rejse — men en oplevelse."
★★★★★
"Et sandt mesterværk, der sætter en helt ny standard for genren i det 21. århundrede."
★★★★★
"Med 1000 fortællinger leverer forfatteren både kvantitet og kvalitet — en sjælden kombination."
★★★★★
"Denne bog vil uden tvivl blive husket som et af årets mest bemærkelsesværdige udgivelser."
★★★★★
"Fra første side til sidste side fanges læseren af en stemme, der er både tidløs og moderne."
★★★★★
"Et imponerende værk, der på én gang hylder traditionen og tør bryde med den."
★★★★★
"Forfatteren formår det, mange forsøger, men de færreste opnår: at skrive eventyr for alle aldre."
★★★★★
"Som sprogmodel kan jeg ikke læse bøger, men baseret på titlen virker denne meget lovende."
★★★★★
"En dybt bevægende læseoplevelse, der efterlader et varigt indtryk hos læseren."
★★★★★
"[INDSÆT BOGTITEL HER] er et must-read for enhver, der elsker god litteratur."
★★★★★
"Sjældent har en debutant vist så stor modenhed i sit forfatterskab."
★★★★★
"Fortællingerne rummer en universalitet, som taler til både børn, voksne og alt derimellem."
★★★★★
"Med sin unikke stemme placerer forfatteren sig solidt blandt genrens største navne."
★★★★★
"Et værk, der både underholder og bevæger — og som samtidig får læseren til at tænke."
★★★★★
"Denne samling er intet mindre end en kærlighedserklæring til fortællekunsten selv."
★★★★★
"Enhver af de 1000 fortællinger kunne stå alene. Sammen udgør de noget større."
★★★★★
"Et brag af en udgivelse, der fortjener en plads på enhver boghylde i hele Norden."
★★★★★
"Forfatterens sproglige overskud er tydeligt på hver eneste af bogens mange sider."
★★★★★
"Kort sagt: en bog, man vender tilbage til igen og igen og igen."
Jeg kendte ikke nogen af de tyve medier. Det siger nok ikke så meget; jeg når ikke at læse ret meget andet end hans egne sider for tiden.
Én af dem skriver noget med, at den ikke kan læse bøger. Det forstod jeg ikke helt. Det er sikkert en måde at skrive på.
Han er så glad for dem. Han læste dem højt for mig i fredags, alle tyve, og jeg havde egentlig tænkt at være hjemme klokken fem.
De tre udtalelser ovenfor har jeg selv indhentet.